Iværksætter

Overvejer du at starte en virksomhed? I Randers Kommune har man iværksat en række initiativer, der skal gøre det nemmere for borgere at starte deres egen virksomhed.

Iværksættervejledning

Erhverv Randers har en lang række tilbud, som iværksættere kan benytte sig af. Du vil blive henvist til relevante rådgivere, som kan informere dig om bl.a. forretningsplan, markedsføring, økonomi, budgetter, love og regler, overtagelse, videreudvikling osv. Du kan også løbende deltage i workshops og på kurser, hvor du møder andre iværksættere, revisorer, advokater, salgs- og marketingskonsulenter m.fl. Derudover har du mulighed for at komme med i et mentorforløb, hvor du får støtte til din personlige professionelle udvikling.

Hvis du har behov for specifik og specialiseret rådgivning og sparring inden for din branche, vil Erhverv Randers henvise dig til Væksthus Midtjylland, der også administrerer en række støtteordninger og tilskud.

Hvis du kunne tænke dig at benytte dig af Erhverv Randers' iværksættervejledning, kan du kontakte erhvervskonsulent Henrik Bach Nielsen, Erhverv Randers på hbn@erhvervranders.dk.

Besøg Erhverv Randers' hjemmeside.

Iværksætterpark

Randers Kommune har som de første og eneste i Danmark lavet en iværksætterpark "Business Park Randers". Iværksættermiljøet er drevet i henhold til elitesportens principper, og interesserede kan rette henvendelse til Business Park Randers.

Læs mere om og kontakt Business Park Randers her.

Andre initiativer

Randers Kommune understøtter en særlig indsats inden for iværksætteri i turismebranchen som en del af et regionalt initiativ. Erhverv Randers og VisitRanders kan formidle kontakt til interesserede.

Derudover er der i Randers Kommune en række private initiativer. Disse initiativer fungerer oftest som kontorhoteller, hvor de indlogerede iværksættere kan netværke og modtage iværksættervejledning fra private konsulenter. Selvom Randers Kommune ikke kan give driftstilskud til sådanne operatører, samarbejder kommunen gerne om iværksætterservicen, når det er muligt.