Kultur i Randers

Randers Kommune byder på en bred vifte af kulturelle tilbud og oplevelser, bl.a. udstillinger, teater og koncerter inden for mange forskellige genrer.

Randers har mere end 20 kulturinstitutioner, som giver dig mulighed for at opleve Danmarkshistorie, kunst, musik og international kultur. Randers byder også på en ny, moderne biograf, og der afholdes jævnligt kulturevents i kommunen, f.eks. Randers Ugen og Randers Art Week.

Kulturhuse

Randers Kommune har flere kulturhuse, bl.a. Kulturhuset Randers, som rummer Randers Kunstmuseum, Museum Østjylland, Randers Bibliotek og Randers Stadsarkiv, og Underværket, som byder på forskellige kulturelle og handelsmæssige oplevelser for de besøgende.

Kunst

Randers har både et kunstmuseum og flere gallerier. Der bliver jævnligt lavet nye kunstudstillinger, hvilket gør, at du ofte kan stifte bekendtskab med nye kunstformer. Randers er rig på kunst i det offentlige rum, og netop kunsten er med til at skabe sammenhæng i kommunen. Du finder således adskillige skulpturer i det fri.

Museer og historie

Randers huser adskillige museer, bl.a. et historisk museum, Museum Østjylland, hvor du kan lære mere om Randers' historie, som går helt tilbage til den tidlige middelalder. Du kan også udforske byens historie ved at betragte de gamle gader og bygninger nede i midtbyen.

Randers er desuden kendt for at huse nogle anderledes museer/udstillinger, herunder bl.a. Randers Regnskov, hvor du kan se eksotiske dyr og planter, og Memphis Mansion, som er en hyldest til kongen af Rock’n’Roll, Elvis Presley.

Biblioteker

Randers kommune har intet mindre end fem biblioteker; Hovedbiblioteket i Randers centrum, Randers Bibliotek Syd i Kristrup, Randers Bibliotek Øst i Dronningborg, Langå Bibliotek og en bogbus.

Randers Bibliotek afholder jævnligt arrangementer for både institutioner og privatpersoner som f.eks. teater, musik, bogsalg, debatter og foredrag. Mange af arrangementerne er gratis.

Teatre

Randers er en rigtig teaterby og huser blandt andet Danmarks største egnsteater. I Randers findes der mange forskellige former for teater og flere teaterskoler, som tilbyder undervisning til børn og unge, almindeligt interesserede og særlige talenter.

Musik

Randers Kommune har et rigt musikliv med såvel store som små og intime spillesteder, hvor du kan opleve koncerter med både danske og internationale kunstnere.

Randers Musikskole tilbyder undervisning i stort set alle instrumenter, sang og i sammenspil - både rytmisk og klassisk. I Randers Kommune er der også adskillige kor, hvoraf flere er samlet i Korby Randers, som er en sammenslutning for alle kor i Randers by og omegn. Randers Kommune har ligeledes mange forskellige orkestre, som kan byde på alt inden for klassisk musik, rytmisk musik, sangskrivergrupper, jazz, folkemusik, harmonikaorkestre osv.

Læs meget mere om kultur i Randers Kommune på Kulturportalen.