Randers Art Week

Randers Art Week afholdes hvert år i påskeugen, hvor der er mulighed for at gå på opdagelse hos de mange kunsthåndværkere, kunstnere og designere i kommunen.

Randers-området er et kunstnerisk skattekammer med alt fra skulpturer til forskellige variationer af malerier, tegninger, fotografier, keramik, glaskunst, smykker, tekstiler og forskellige former for kunsthåndværk til boligen.

Randers Art Week blev første gang afholdt i 2013. Ideen var fra begyndelsen at skabe et initiativ, som områdets mange kunstkapaciteter selv kunne drive videre efter få år. Derfor er Randers Art Week siden 2016 blevet drevet af den nystiftede Art Week-forening.

Under Randers Art Week kan du også gå på jagt i det fri efter de mere end 60 forskellige skulpturer, der står rundt omkring i Randers Kommune. Skulle du få brug for en kunstpause, kan du nyde denne på en af områdets mange restauranter, caféer eller kroer.

På Randers Art Weeks hjemmeside har hver enkelt udstiller sin egen side, hvoraf den individuelle åbningstid fremgår.

Se mere på Randers Art Weeks egen hjemmeside.