Vores Randers

”Randers er sin egen. Vi er ildsjæle, hjælpsomme, fightere, selvironiske, vi er dygtige, ambitiøse og ordentlige. Vi er lidt anderledes. ” Sådan begynder vores fælles grundfortælling om Randers, som mere end 700 borgere har været med til at skrive.

Så hvad er Randers for et sted – hvad er det vi kan? De 700 borgere satte især fokus på den særlige evne Randers har til at få ideer og ikke mindst til at handle på dem. Borgernes egen fortælling og implementeringen af den blev vedtaget af Randers Byråd den 7. december 2015. 

Randers' DNA

Formålet med borgernes egen fortælling om Randers Kommune er, at vi i fællesskab har sat ord på vores styrker og muligheder samtidigt med, at vi øger kendskabet til de unikke kvaliteter, der er ved at bo i Randers. Det vil tiltrække bosættere. Den nye fortælling om Randers bidrager til at skabe stolthed blandt os selv - kommunens borgere – og blandt vores virksomheder.

Ved netop at være opmærksom på vores evner til at få ideer, vores virkelyst og handlekraft kan vi sætte nye initiativer i gang. For Randers har netop gennem tiden formået at genopfinde sig selv igen og igen.

Den evne skal vi holde fast i og styrke. Hvis vi dyrker vores evne til at få ideer, bliver vi også gode til at rydde forhindringer af vejen. Dermed er fortællingen en motor til at tænke ud af boksen. Vi er dem, der altid har haft mod og lyst til at afprøve og stimulere ideer, og det er netop det, der er vores særkende.

Fortællingen er bygget af input fra mere end 700 randersborgere og har også involveret græsrødder, foreninger og virksomheder.  Processen har kortlagt Randers’ DNA, som bliver udtrykt i grundfortællingen, der fortsætter således: ”Vi er lidt anderledes i Randers. Vi er mere optagede af at stimulere og afprøve ideer end af, hvad andre tænker om dem, og derfor skal hele Danmark kende Randers som den kommune, der tør være lidt anderledes. Der hvor der er kortest vej fra idé til handling.”

"Hvor å bli’r til hav, hvor det ferske bli’r salt"

Filmen Hymne til Randers sætter ord og billeder på den fælles fortælling. Randers er lidt salt og tæt knyttet til det vand, der altid har været kilden til udvikling.  Filmen viser også det fællesskab, der kendetegner alt fra Randers FC til erhvervslivet i kommunen.

Erhvervslivet i Randers bygger også på en lang historie af både iderigdom, arbejdsomhed og godt håndværk. Se videoen der starter sådan: "I midten af landet er vi stolte af meget...".

Randers er helt sin egen og har både mod og lyst til at gå mod strømmen. Erhvervsvideoen sætter ord og billeder på de mange muligheder, der er i Randers Kommune. Hvordan dem der bor og arbejder her sammen udgør Randers Kommune, og sammen skaber en kommune og et arbejdsmarked i rivende udvikling, her ”hvor å bliver til hav, hvor det ferske bliver salt”.

Fire værdier og syv styrker

Det fælles DNA bygger på fire værdier og syv styrker, som kendetegner Randers og omegn:

De fire værdier er:

  • Rummelig / Vi skaber plads til nye ideer og originale initiativer. Randers Kommune giver plads til dig.
  • Virkelysten / Vi sætter handling bag tanker og ideer. Det bliver til noget i Randers Kommune.
  • Solid / Vi hviler i os selv og tror på, hvem vi er. Vi lader os ikke slå ud.
  • Anderledes / Vi tør gå egne veje.

Se de 4 værdier her.

Vores 7 styrker er:  

R – Virkelyst

A – Børnevenlig

N – Kultur

D – Historie

E – Kreativitet

R – Sin egen

S – Natur

Læs om vores 7 styrker her.