En franskmand kom til byen

Jeannot Huyot

”Skal vi ikke bare blive her nogle dage, inden vi rejser tilbage til Paris?” Sådan spurgte Jeannot Huyot sin kæreste, da han første gang besøgte sine danske svigerforældre i Randers. I dag, 38 år senere, bor han stadig i Randers.

Mange vil nok undre sig over, at en ung mand fra byernes by, Paris, valgte at slå sig permanent ned i Randers. Men på en rejse til de nordiske lande, mødte Jeannot en sød dansk pige. De to unge mennesker rejste verden rundt, og da rejsebudgettet slap op endte eventyret i Randers, hvor et nyt skulle begynde. Jobbet som revisor i Paris trak ikke i den unge franskmand, som i stedet endte med en række forskellige småjobs i Randers, der gav til dagen og vejen. Senere blev Jeannot Huyot uddannet pædagog, og i dag er han ansat som fotograf i Randers Kommune og er far til to voksne sønner.

Franskmanden vendte aldrig hjem, og det er der er en helt speciel forklaring på.

”Jeg havde ikke været i Randers mange dage, før jeg blev genkendt. Det kunne for eksempel være kassedamen i en forretning, som pludselig sagde hej til mig. Det var en helt ny fornemmelse – noget der aldrig før var sket i Frankrig. Det nyder jeg stadig meget.”